Jobmagerens værktøjskasse

Flow

Tema

Jobmagerens værktøjskasse

Længde

Læsetid: 4 minutter

I dette kapitel tager vi hul på begrebet Flow. Flow har sit udspring i positiv psykologi og er beskrevet af Csikszentmihalyi i hans værk Optimal Experience: Psychological Studies of Flow in Consciousness fra 1988.

Flow beskriver en tilstand, hvor selvforglemmelse og positivt engagement fylder mere end verdenen omkring dig. Det er situationer, hvor man glemmer tiden og lander i den perfekte blanding af udfordring og kapacitet.

 

Din professionelle intuition

Når vi fortæller en potentiel arbejdsgiver hvad vi er gode til, kan vi ofte være lidt vævende og uklare i spyttet. De færreste af os er nemlig bevidste om, hvad vores væsentligste styrker er, fordi de ofte viser sig som intuitive talenter. Med andre ord er vores talent  ofte det, vi ”bare” gør uden at tænke nærmere over det. Der hvor vi tænker ”Det er da ikke noget særligt!”, uden at tillægge handlingen sønderlig værdi, fordi det føles så naturligt for os. 

En måde at skabe bevidsthed og klarhed over vores professionelle intuition er at gå på opdagelse i, hvornår vi egentligt er i flow. Ved at tænke på tidligere flowsituationer fra dit professionelle eller private liv, kan du komme på sporet af, hvilke særlige talenter og kompetencer du besidder. Det er netop ved at bringe dine personlige talenter i spil, at du skaber den største værdi for dig og din arbejdsgiver. Det er her, du har en professionel intuition, og det er her, du genererer energi og motivation.

Når du bliver bevidst om, hvornår og hvordan du kommer i flow, får du mulighed for at målrette din jobsøgning og karriereliv i retning af der, hvor du kan være i flow. Du får større mulighed for selv at påvirke, hvad du kommer til at arbejde med og hvordan . 

 

8 faktorer for flow

Csikszentmihalyi beskrev 8 faktorer (Oppland, 2016), som dannede ramme om en flow-tilstand. Disse er uafhængige af hinanden, men vi ser ofte at mange af dem er til stede i disse situationer.

  • Fuld koncentration om opgaven
  • Forståelse for mål og udbytte og kontinuerlig feedback
  • Transformation af tid (tiden går hurtigt / tid går langsomt)
  • Intrinsisk/ indre udbytte
  • Opgavens tilgængelighed
  • Balance mellem udfordring og evne
  • Handlinger og bevidsthed er sammensmeltet, man stopper med negativ bevidsthed om jeg’et.
  • En følelse af kontrol over opgaven.

Vi er ikke hele tiden i flow. Det er en tilstand, som vi bevæger os ind og ud af i løbet af arbejdsopgaver og situationer. Flowsituationer opstår i de tilfælde, hvor der er et forholdsmæssigt match mellem en opgaves sværhedsgrad, og de kompetencer du besidder til at løse opgaven. I mange tilfælde vil rutinemæssige opgaver langsomt blive kedelige og trivielle, da vores kompetencer forøges og opgaven vedbliver den samme. Er en opgave derimod forholdsmæssigt svær, og har vi ikke de nødvendige kompetencer til at løse opgaven, vil vi blive overbelastet. Længere tids overbelastning kan i visse tilfælde resultere i stress, mens længere tids kedsomhed, vil have indflydelse på din arbejdsglæde og dit gå-på-mod.

Summe-opgave
Tænk over, hvornår du sidst var i flow. Find én eller flere situationer fra dit liv, hvor du med en oplevelse af mening, tilfredshed og personlig styrke løste en opgave.

Og hvor du gjorde en forskel for nogen/noget!

Brug denne model til fortællingen. Med opgaven bliver du  opmærksom på hvilke arbejdsopgaver, der giver dig energi at løse.

1. Rundt om historien

Hvad var rammerne og betingelserne i situationen?

  1. Handling

Hvad gjorde du helt konkret? Hvad tænkte du? Hvordan handlede du? Hvilken viden og erfaringer anvendte du?

  1. Værdi

Hvem blev glade? Hvilken værdi tilførte det andre?

Eksempel på Flow-historie

Rammerne

Hos Servicekompagniet havde vi en kunde, der altid var på tværs og negativ over for vores ydelser og indsats. Det gik ud over arbejdsglæden, når vi fik negativ feedback. Der skulle gøres noget for at finde motivationen og glæden i teamet igen. 

Handlingen

Jeg bestemte mig for at tage et møde ude hos kunden. Jeg bad ham forklare, hvorrdan han oplevede at være kunde hos os og spurgte ind til nogle af de specifikke opgaver, han havde givet dårlig feedback på. Det viste sig at vores arbejde var godt nok, men at vi nok bare skulle kommunikere mere klart og utvetydigt til ham. I kontakten med kunden oplevede jeg at være helt i øjenhøjde og satte mig helt i hans sted og lyttede aktivt. Jeg var helt opslugt af dialogen og blev helt høj af at nå til en gensidig forståelse med kunden.

Afslutningen

Feedbacken tog jeg med tilbage til teamet, og selv om flere af kollegerne stadigvæk var lidt sårede, ændrede vi på kommunikationen. Det hjalp, og vi fik faktsk succes med at udvide omsæningen på den specifikke kunde.