Megatrends

Hvad er megatrends?

Tema

Megatrends

Længde

4 minutter.

Tags

Når vi taler om virksomhedernes behov og efterspørgsel, er det oplagt at kigge på det marked og den virkelighed, som virksomhederne agerer på. Det aktuelle marked er nemlig den rammesættende platform for virksomhederne og de beslutninger der skal træffes ift. virksomhedens drift og udvikling.  Rammen kan være ændringer i efterspørgsel, konkurrence, priser, regler, politiske strømninger, kulturelle forandringer, disruption – og mange andre slags “stød” i samfundsøkonomien.

Tendenser

Vi taler altså både om faktorer, der kan forudses, faktorer der kan ramme ”over night” og faktorer som ingen har mulighed for at forudse. Vi kan kalde de faktorer for ”tendenser”. Uanset hvilken tendens der er tale om, er det nødvendigt for en virksomhed at reagere på den efter bedste evne. Det er vanskeligt at udarbejde en konkret liste over de faktorer, der genererer tendenserne – og forsøgte man, ville listen aldrig være udtømmende – og sikkert lynhurtigt være forældet – for tendenser er i sagens natur en meget dynamisk størrelse. Derfor er det også afgørende, at der hele tiden holdes et godt øje med de aktuelle tendenser, når en virksomhed ønsker at agere optimalt på det aktuelle marked. Og det bør virksomhederne ønske at gøre, for det er netop den tilpassende evne, der er afgørende for, om virksomheden når sine mål om vækst og udvikling – eller endog blot fastholdelse af sin position på markedet.

Trends

Tendenser kan være forbigående, og så har de karakter af ”trends” – og dem skal der af og til handles på – men ikke nødvendigvis på de store dagsordner. Det kan være en forbigående trend, der påvirker efterspørgslen midlertidigt, og derfor har en effekt på fx produktporteføljen. Vi taler derfor ikke om graverende ændringer – men ofte små justeringer, der kan optimere driften på det korte sigte.

Megatrends

Når en trend bider sig fast og måske oveni købet udvikler sig til også at påvirke de politiske, kulturelle eller samfundsøkonomiske baner, bliver der tale om en megatrend – og en megatrend er modsat trends – ikke til at komme udenom for en virksomhed. På et eller andet tidspunkt må og skal virksomheden stoppe op og overveje nøje, hvorledes der skal handles på en aktuel megatrend. Ofte er det smartest at være på forkant med megatrenden; at være firstmover i sin branche og på sit marked. Det kræver kontinuerlig indsigt, overblik og årvågenhed.

Og hvorfor kræver det så det? Fordi megatrends gennemsyrer spillereglerne på tværs af markeder og brancher på det lange sigte. Megatrends udgør både spillepladen og spillereglerne på de markeder, som virksomhederne skal agere på – og da virksomhederne kun sjældent er store nok til at kunne ændre på eller omgå spildesignets rammer og regler, må de underlægge sig megatrendsene – og søge at få det bedste ud af det nye set-up. Der skal tænkes i strategi og planlægning for, hvordan den optimale ageren er for den enkelte virksomhed.